”Fortiden er fremtidens forudsætning,” sagde Bent Georg Jensen. Den driftige væver og tekstilingeniør spillede en vigtig rolle i Georg Jensen Damasks forvandling fra landsbyvæveri til designvirksomhed i tiden efter anden verdenskrig og stod bag nogle af Georg Jensen Damasks vigtigste klassikere.
Som søn af ejer-familien tog Bent Georg Jensen (1923-2014) allerede som helt ung på væverskole i sine ferier og fik senere en grundig væveruddannelse, blandt andet fra Tekstilinstituttet i Borås i Sverige, hvor han blev uddannet tekstilingeniør. Han værnede i sit arbejde om vævehåndværket og havde samtidigt blik for moderne smag og behov.
Som bare 24-årig trådte Bent Georg Jensen i 1947 ind som direktør i Georg Jensen Damask og op gennem 1960’erne og 70’erne satte han design på agendaen og etablerede samarbejder med kendte vævere som Bodil Bødtker-Næss, John Becker og Vibeke Klint. Han udtænkte nye strategier for damaskvævning, bestilte automatvæve fra England og franske jacquardvæve fra Frankrig og kunne i 1963 indvie en ny fabriksbygning.
Bent Georg Jensen udviklede helt frem til 2011 en række unikke, minimalistiske damaskmønstre, der alle tog afsæt i det gamle vævehåndværk. Blandt hans mest kendte design er det stribede viskestykke Abild og sengesættet Nordlys.
Bent Georg Jensen var medlem af det første rådgivningsudvalg for tekstillinjen på Kunsthåndværkerskolen i Kolding.